Baggrund

1. Det er konstateret, at slagteprocesserne har indflydelse på den slagtevægt, der registreres ved indvejningen.

2. Slagteprocesserne er ikke standardiserede, hvorfor forskelle i slagteprocesser mellem forskellige slagtesteder kan medføre, at ellers ens slagtesvin indvejes lidt forskelligt.

3. Med henblik på at sikre producenter ens afregning, uanset hvortil de leverer, er opstillet nedenstående vægtkalibreringssystem.

Kalibreringssystem - definitioner og regler

4. Slagteri med speciel slagteproces: Ved et slagteri med speciel slagteproces forstås et slagteri, der gennemfører slagteprocessen eller dele af slagteprocessen på en måde, der er væsentligt forskellig fra den gængse slagteproces.

5. Referenceslagteri: Ved et referenceslagteri forstås et slagteri, der gennemfører slagteproces­sen på en måde, der er rimelig repræsentativ for den måde slagteprocessen gennemføres på de danske slagterier.

6. Vægtsvindsundersøgelse: Ved en vægtsvindsundersøgelse registreres vægtsvindet fra et nærmere fastsat sted i slagteprocessen (normalt lige før stikning) frem til indvejningsvægten. Herudover registreres som minimum tillige kød %, køn og vægt af tarmsæt samt kødkontrolbemærkninger. Vægtsvinds­undersøgelsen gennemføres på slagteri med speciel slagteproces og på minimum to referenceslagterier.

7. Størrelsen af en evt. vægtkalibrering fastlægges på basis af en vægtsvindsundersøgelse.

8. Et slagteri kan ansøge Klassificeringskontrollen om, at der gennemføres en vægtsvindsundersøgelse på det pågældende slagteri. I ansøgningen skal angives på hvilke områder det pågældende slagteri mener, at slagteriets slagteprocesser afviger fra de gængse processer på de danske slagterier. Brancheudvalget træffer efter indstilling fra Klassificeringskontrollen beslutning om, der skal gennemføres en vægtsvindsundersøgelse på det pågældende slagteri. En vægtsvindsundersøgelse gennemføres under Klassificeringskontrollens ansvar og tilsyn.

9. Klassificeringskontrollen kan indstille til Brancheudvalget, at data opnået på de i pkt. 6 anførte referenceslagterier kan indgå som referencedata også i forbindelse med en senere gennemført vægtsvindsundersøgelse, end den som referencedata i første omgang blev anvendt ved. Referencedata kan dog kun anvendes i op til 1½ år efter, at de er tilvejebragt. Starttidspunktet for de 1½ år beregnes, som det tidspunkt, som ligger midtvejs mellem den første dags undersøgelse på referenceslagteri 1 og den sidste dags undersøgelse på referenceslagteri 2. Selve den praktiske gennemførelse af en senere gennemført vægtsvindsundersøgelse skal være afsluttet indenfor 1½ år efter starttidspunktet for de tidligere gennemførte referenceslagteriundersøgelser, for at referencedata fra disse tidligere undersøgelser kan genbruges i den senere gennemførte vægtsvindsundersøgelse.

10. Klassificeringskontrollen kan indstille til Brancheudvalget, at der gennemføres en vægtsvindsundersøgelse på et slagteri, som ikke ønsker at få foretaget en vægtsvindsundersøgelse. Udvalget kan i denne forbindelse beslutte, at der ikke skal gennemføres en undersøgelse.

11. Klassificeringskontrollen og/eller Brancheudvalget vil normalt kun gennemføre en vægtsvindsundersøgelse i de tilfælde, hvor et slagteri gennemfører slagteprocessen eller dele af slagteprocessen på en måde, der er væsentlig forskellig fra den gængse slagteproces.

12. Klassificeringskontrollen udarbejder en rapport over resultatet af en gennemført vægtsvindsundersø­gelse. I tilfælde af, at undersøgelsen har vist en gennemsnitlig vægtforskel på mere end eller lig med 0,200 kg (eller mindre end eller lig med -0,200 kg) skal rapporten indeholde en anbefaling om, at der skal gennemføres en vægtkalibrering. En forudsætning herfor er dog, at usikkerheden (udtrykt som et 95 % interval) er under halvdelen af den vægtforskel, der blev fundet ved undersøgelsen.

13. Såfremt der i henhold til pkt. 12 skal ske en vægtkalibrering, fastlægges på grundlag af vægtsvindundersøgelsen den mest hensigtsmæssige måde for at gennemføre kalibreringen. Det kan evt. ske via en regressionsligning eller via en fast korrektion, hvis størrelse enten kan være den samme for alle svin eller være gradueret efter grisens vægt.

14. Rapporten nævnt i pkt. 12 fremsendes til Brancheudvalget med en frist for indsigelse på 10 dage. Såfremt et eller flere medlemmer gør indsigelse mod kalibreringen, skal rapporten snarest behandles på et ekstraordinært møde i Brancheudvalget, der beslutter, hvorvidt kalibreringen skal gennemføres.

15. Kalibreringen nævnt i pkt. 12 og 13 gennemføres af slagteriet efter Klassificeringskontrollens skriftlige anvisninger. Kalibreringen gennemføres som et tillæg/fradrag til den indvejede vægt. Kalibreringen gennemføres fra mandag i den første uge efter udløbet af indsigelsesfristen eller efter beslutningen i Brancheudvalget nævnt i pkt. 14.

16. På slagterier, der foretager vægtkorrektion, skal der for det enkelte svin foretages en registrering af såvel den indvejede vægt uden korrektion som den indvejede vægt med korrektion.

17. Den indvejede vægt med korrektion skal anvendes som afregningsvægt.

18. De udgifter, der er forbundet med at gennemføre en vægtsvindsundersøgelse afholdes af ”slagteri med en speciel slagteproces”. En undtagelse herfra er såfremt et slagteri pålægges en vægtsvindsundersøgelse mod slagteriets eget ønske. I dette tilfældes afholdes udgifterne af Klassificeringskontrollen, såfremt den fundne vægtforskel ligger inden for ± 0,2 kg.

19. Data, der er tilvejebragt på referenceslagterier, kan i overensstemmelse med pkt. 9. genanvendes af Klassificeringskontrollen. Hvis data genanvendes, skal ”Slagteri med en speciel slagteproces” dog yde en godtgørelse til det slagteri (evt. slagterier), som tidligere finansierede fremskaffelsen af referencedata. Godtgørelsen beregnes på basis af de omkostninger, der i sin tid var forbundet med at tilvejebringe referencedata. Klassificeringskontrollen skal godkende beregningen fra det slagteri, der finansierede omkostningerne til tilvejebringelsen af referencedata. Såfremt Klassificeringskontrollen ikke kan godkende beregningen af omkostningerne (herunder efter ændringer i disse), kan Klassificeringskontrollen efter 2 måneder beslutte, at der ikke skal udbetales godtgørelse. Accepteres den beregnede omkostning af Klassificeringskontrollen, beregnes godtgørelsen, som den beregnede omkostning ganget med det seneste års slagtninger på ”Slagteri med en speciel slagteproces” og divideret med summen af 1. det seneste års slagtninger på de slagterier, hvor der tidligere er foretaget svindundersøgelser, og hvor referencedata er indgået i opgørelsen af en evt. kalibrering på disse slagterier og 2. det seneste års slagtninger på ”Slagteri med en særlig slagteproces”. Såfremt ”Slagteri med en særlig slagteproces ” ikke betaler godtgørelsen, skal Brancheudvalget behandle konsekvensen af dette forhold.

Særlige regler for slagterier (slagtelinjer), der er kalibreret

20. I forbindelse med at et ”slagteri med en speciel slagteproces” kalibreres, skal Klassificeringskontrol­len skriftligt oplyse slagteriet om, under hvilke vilkår kalibreringen tildeles. Normalt vil der blive stillet krav om, at den specielle slagteproces skal gennemføres inden for nærmere fastsatte proceskrav.

21. Såfremt et slagteri, der er kalibreret, ønsker at ændre på processer, der er omfattet af de vilkår som Klassificeringskontrollen har meddelt i henhold til pkt.18, skal slagteriet skriftligt meddele dette til Klassificeringskontrollen med en rimelig frist. Efter indstilling fra Klassificeringskontrollen beslutter Brancheudvalget, hvorvidt den ønskede ændring skal udløse en ny vægtsvindsundersøgelse, når ændringen er gennemført.

22. Klassificeringskontrollen og/eller Brancheudvalget kan beslutte, at der skal gennemføres en verifikation af, at en kalibrering fortsat er korrekt. Senest tre år efter en vægtkorrektion er iværksat, skal der foretages en verifikation af, at kalibreringen fortsat er korrekt.

23. Udgifterne til gennemførelse af en ny vægtsvindsundersøgelse nævnt i pkt. 22 afholdes af ”slagteri med speciel slagteproces”.

24. I tilfælde af, at Klassificeringskontrollen ved et tilsynsbesøg konstaterer, at vilkårene nævnt i pkt. 20 ikke er opfyldt, kan Klassificeringskontrollen indberette forholdet som en overtrædelse til Brancheudvalget. Klassificeringskontrollen kan beslutte, at kalibreringen skal bortfalde, i perioden fra overtrædelsen er konstateret og frem til, at sagen bliver behandlet i Brancheudvalget.