Baggrund

1. I medfør af Fødevareministeriets Bekendtgørelse nr. 604 af 1. juni 2017 (herefter benævnt Salmonella-bekendtgørelsen) er fastsat, at svin fra slagtesvinebesætninger løbende skal undersøges for forekomst af antistoffer mod salmonella. På basis af undersøgelserne skal  slagtesvinebesætningerne placeres i niveau fra 1 til 3, hvor niveau 3 er det mest belastede niveau.

2. Svin fra besætninger i niveau 3 skal jf. Salmonella-bekendtgørelsen særslagtes, hvilket indebærer øgede slagteomkostninger for slagterierne.

3. Med henblik på at sikre
At slagtesvinebesætninger i niveau 2 og 3 får et incitament til at iværksætte tiltag for at bringe besætningen tilbage i niveau 1.
At slagtesvinebesætninger i niveau 3 bidrager til at dække slagteriernes omkostninger forbundet med særslagtning af svin i niveau 3.
At slagterierne gennemfører prøveudtagningen og behandlingen af kødsaftprøver, således at kategoriseringen af slagtesvinebesætninger løbende sker på et tilfredsstillende grundlag er opstillet nedenstående regler for registrering og afregning af svin fra slagtesvinebesætninger i niveau 2 og 3.

Definitioner

4. Kødsaftprøver: Er defineret som anført i Salmonella-bekendtgørelsen.

5. Utilstrækkelig kødsaftprøve: En kødsaftprøve der ikke indeholder tilstrækkelig med saft til, at der kan gennemføres en måling af antistoffer.

6. Mistet kødsaftprøve: En prøve som er påtænkt at skulle udtages og analyseres, men som pga. utilsigtede forhold ikke resulterer i et analyseresultat.

7
. Salmonellaniveau 2 og 3: Er defineret som anført i Salmonella-bekendtgørelsen.

Regler

8. Slagterierne skal sikre, at der er en entydig sporbarhed mellem den kødsaftprøve, der udtages fra et svin, og den leverandør der har leveret det pågældende svin. I tilfælde af, at der opstår tvivl om sporbarheden, skal prøven annulleres.

9. Slagterierne skal sikre, når der udtages en kødsaftprøve, at prøven er tilstrækkelig stor og behandles på rette vis til, at der foreligger tilstrækkelig med kødsaft til, at der kan gennemføres en analyse af indholdet af antistoffer mod Salmonella, hvorved en utilstrækkelig prøve så vidt mulig undgås.


10. Slagterierne skal sikre, at påtænkte udtagninger af kødsaftprøver gennemføres, og at prøverne indsendes til undersøgelse for salmonellaantistoffer, således at mistede kødsaftprøver så vidt muligt undgås.

11. Leverancer af svin fra en slagtesvinebesætning, der er kategoriseret som en Salmonella niveau 2 besætning, skal afregnes med et fradrag på 2 procent af afregningsværdien. Niveau 2 besætninger med slagtesvineindeks mindre end 45 fritages dog fra fradrag.

12. Leverancer af svin fra en slagtesvinebesætning, der er kategoriseret som en Salmonella niveau 3 besætning, skal afregnes med følgende fradrag i afregningsværdien:

a. 4 % fra tidspunktet besætningen første gang kommer i Niveau 3 og 6 måneder frem, (dog kun i de perioder besætningen er i Niveau 3).
b. 6 % fra og med den 7. måned efter besætningen første gang kom i Niveau 3 (dog kun i de perioder besætningen er i Niveau 3). Perioden med 6 % i fradrag er gældende 6 måneder frem, fra den første måned besætningen får et 6 % fradrag (dog kun i de perioder besætningen er i Niveau 3)
c. 8 % fra den 7. måned efter besætningen første gang fik et 6 % fradrag (dog kun i de perioder besætningen er i Niveau 3). Start af fradrag, skift af fradrag og evt. bortfald af fradrag sker den 10. hverdag i en måned, hvilket gør, at ovennævnte månedsperioder kan afvige lidt med hensyn til antal dage.

13. Leverancer af svin fra en slagtesvinebesætning, der i 12 på hinanden følgende måneder ikke er kategoriseret som en Niveau 3 besætning, skal afregnes med et fradrag på 4 % i afregningsværdien, såfremt besætningen igen kategoriseres som en Niveau 3 besætning, og slagtesvinebesætningen ikke er omfattet af pkt. 14. Besætningen er dermed at betragte som en første gangs Niveau 3 besætning som angivet i pkt. 12 stk. a.

14. Uanset stk. 13 skal leverancer af svin fra en slagtesvinebesætning, som har været kategoriseret som en Niveau 3-besætning i mere end 12 måneder i alt indenfor en 3 års periode, afregnes med et      fradrag på 8 % i afregningsværdien, såfremt slagtesvinebesætningen igen kategoriseres som en Niveau 3 besætning.

15. Uanset stk. 11 – 14 fritages en slagtesvinebesætning for fradrag, hvis der i alt kun indgår 2 positive prøver i det beregnede slagtesvineindeks.

16. En besætning får tilbagebetalt fradrag, hvis den har holdt pause i minimum 3 måneder og, indenfor de første 2 måneder efter fornyet levering, har fået udtaget mindst 8 kødsaftprøver,   hvoraf højst 10% har været positive. Tilbagebetalingen omfatter i givet fald det fradrag, som besætningen er blevet trukket i forbindelse med leverancer i den angivne 2-måneds periode.

Tilsyn

17. Klassificeringskontrollen fører tilsyn med, at reglerne overholdes.  

18. Klassificeringskontrollen kan pålægge slagterierne at gennemføre foranstaltninger til at nedbringe frekvensen af annullerede, utilstrækkelige og mistede prøver såfremt

a. frekvensen af annullerede prøver (jf. punkt 8) overstiger 2 % og/eller
b. frekvensen af utilstrækkelige prøver (jf. punkt 9) overstiger 4 % og/eller
c. frekvensen af mistede prøver (jf. punkt 10) overstiger 8 %

19. Klassificeringskontrollen kan i ekstraordinære situationer træffe beslutning om, at fradragene anført i pkt. 11-14 for en given leverance skal nedsættes eller bortfalde. Klassificeringskontrollen kan endvidere i ekstraordinære situationer træffe beslutning om, at tidligere opkrævet fradrag for nærmere angivne leverancer skal tilbagebetales af et slagteri til en slagtesvinebesætning.