Kommissorium

Formål

1.1 Udvalget skal fremme at væsentlige kvalitetsegenskaber m.v., som har betydning for afregningen af svin til svineproducenter, der leverer svin til danske svineslagterier, er veldefineret og underlagt tilsyn med hensyn til, at kvalitetsegenskaberne registreres korrekt og anvendes i overensstemmelse med de afregningsregler, som det enkelte slagteri måtte anvende på området.

1.2 Udvalget fastlægger de regler, som udgør ”Brancheordningen for kvalitetsegenskaber med relation til afregning af svin og søer” (herefter benævnt brancheordningen). Udvalget fastlægger endvidere den information, som skal gives om brancheordningen.

1.3 Udvalget sikrer via en aftale med Fødevareministeriets Klassificeringsudvalg for Svin, Kvæg og Får, at dette udvalgs kontrolenhed ”Klassificeringskontrollen” fører tilsyn med, at reglerne i brancheordningen overholdes af de slagterier, der er tilmeldt ordningen.

1.4 Udvalget behandler evt. overtrædelser af reglerne, som konstateres af Klassificeringskontrollen. I den forbindelse kan udvalget beslutte, at

  1. Der skal ske en tilbageregulering af det beløb, som berørte leverandører har mistet som følge af overtrædelsen. Alternativt hertil kan udvalget beslutte at offentliggøre overtrædelsen med henblik på, at berørte leverandører om ønsket via domstolene kan søge erstatning for manglende betaling.
  2. Der skal betales en bod i form af en %-del af det beløb, de berørte leverandører har mistet, jf. pkt. a. Procentdelens størrelse vil afhænge af overtrædelsens grovhed, men kan dog ikke overstige 30 %. Boden tilfalder brancheordningen.
  3. Et slagteri, der gentagne gange har misligholdt branchereglerne væsentlig kan ekskluderes.
  4. Et slagteriselskab, der tillige må antages at have overtrådt offentligretlige regler, kan anmeldes til vedkommende offentlige myndighed.

1.5 Udvalget behandler evt. forslag til ændringer af brancheordningen fra slagterier, der er medlem af brancheordningen.

Forretningsorden

Sammensætning

2.1 Udvalget består af de 7 medlemmer (hvoraf 5 er udpeget af LANDBRUG & FØDEVARER og 2 af Danske Slagtermestre), der er medlemmer af Fødevareministeriets Klassificeringsudvalg.

2.2 Der er tale om personligt medlemskab, hvor man ikke kan lade sig repræsentere ved stedfortræder. Dog kan et udvalgsmedlem i enkeltstående tilfælde og efter godkendelse af udvalgets formand lade sig repræsentere ved en stedfortræder.

Konstituering

3.1 Udvalget udpeger af sin midte en formand for en periode på 2 år, hvorefter der foretages en ny konstituering.

Mødeindkaldelse og møderet

4.1 Udvalget afholder møde på foranledning af formanden, eller når mindst 2 medlemmer ønsker det.

4.2 Dagsorden med bilagsmateriale udsendes i videst muligt omfang en uge før mødets afholdelse.

Beslutningsdygtighed

5.1 Udvalget er beslutningsdygtigt, når mindst 4 af udvalgets medlemmer er til stede, og der minimum er en repræsentant fra LANDBRUG & FØDEVARER og Danske Slagtemestre.

Beslutninger

6.1 Beslutninger i udvalget træffes som udgangspunkt ved almindelig stemmeflertal.

6.2 Uanset pkt. 6.1 kan såvel de af LANDBRUG & FØDEVARER som de af Danske Slagtemestre udpegede medlemmer begære, at chefinspektøren ved Klassificeringskontrollen træffer opmandsafgørelse i administrative spørgsmål med en økonomisk rækkevidde på ikke over kr. 300.000.

6.3 Uanset pkt. 6.1 kan såvel de af LANDBRUG & FØDEVARER som de af Danske Slagtemestre udpegede medlemmer begære, at tvister, der involverer mere end kr. 300.000, og afgørelse af tvister vedrørende idømmelse af en sanktion mod et slagteri, afgøres ved en voldgiftssag på tre personer, hvor LANDBRUG & FØDEVARER, Danske Slagtermestre og Klassificeringskontrollen hver udpeger en person. Ingen af de udpegede personer må være ansat i (eller være ansat i en virksomhed der er medlem af) de tre organisationer.

Tavshedspligt

7.1 Udvalgets medlemmer har tavshedspligt med, hvad de erfarer som fortroligt i deres egenskab som medlem af udvalget. Som fortroligt regnes, dels mundtlige oplysninger, som udvalgets formand eller anden mødedeltager under behandlingen har meddelt, skal behandles fortroligt og dels skriftligt materiale, der er klausuleret eller stemplet som fortroligt.

Sekretariat

8.1 Klassificeringskontrollen fungerer som sekretariat for udvalget.